Photo challenge: dag 1 SELVPORTRÆT

Mig og mine elskede unger

30 days photo challenge...

Så skal vi hare lidt sjov med denne udfordring... Håber i hopper med på vognen...

Tilbage igen....

Så er vi vist nået så langt med flytning at jeg kan tillade mig at være tilbage i blogworld igen.... Har savnet det - og har en masse og vise jer, især hvordan vi har arbejdet på huset... Det går frem af, men er LANGT fra færdigt - men bliver man nogensinde det som husejer?!?!

Boller med gulerodsmos!

1 pk gær,
3 spsk sukker,
1 tsk salt,
evt kardemomme,
2 dl gulerodsmos
½ dl hirseflager
½ dl havregryn
1dl flydende margarine,
4dl a38, vand og mælk - ca lige dele af hver. 
ca 5oog mel

Gær, sukker og salt blandes, tilsæt kardemomme, mos, margarine, væske og gryn og flager udblødt i lidt af væsken. Blandes og melet røres i lidt efter lidt, til dejen er blød og ikke hænger i. Formes til boller som pensles med A38 og drysses med sesam. Hæves 30 minutter og bages 12 minutter ved 200grader.

...Og så siger man at eventyrene ikke har noget med virkeligheden at gøre...

Om lidt af det der rumsterer på øverste etage...

Inspireret af hende her sider jeg og har brug for at få nogen ord skrevet ned... Få det ud og få det bearbejdet! Lige for tiden bor vi 5 personer - og fra i morgen vores lille hund også - på under 100m2... Det kan godt mærkes på humøret efterhånden, det er ikke meget privatliv man har efterhånden... Sidder man ved computeren lidt, kan man være sikker på at hvad der end er på skærmen bliver det kommenteret af en af husets andre beboere før eller siden. Og hvad man end foretager sig, må man lige flytte andres ting eller rydde op først - og det hjælper altså ikke på lysten til at få noget vasketøj fra hånden, at man skal rydde op først. Heldigvis bliver dét bedre når vi om 1 måned får vores hus på 224m2.....

Som Tulippa skrev en dag, kan man nogen gange sidde med en følelse af at være svag og udnyttet, hvor man burde være stærk og stolt... Nogen gange går man på kompromis med dén man egentligt er til fordel for andres ideer og holdninger, det sker helt uden af man tænker over det. Men pludseligt sidder man med den der følelse af at noget er ude af balance og man er ikke rigtigt glad længere. Og når man så haler i land og vil være tro mod sig selv, møder man utilfredshed og spørgsmål, hvor man egentligt havde brug for et klap på skulderen og støtte.

Følelser er en mærkelig størrelse... Tulippa havde en meget rammende sammenligning - Det er jo som at føde børn, jo mere man kæmper i mod jo længere tid tager det og jo hårdere er det... Nogen gange har man brug for en ven for at håndtere det, nogen gange er den ven lidt uhensigtsmæssig, men det er der trygheden er; for nogen er det sult, for nogen alkohold, for andre narkotika. Sådan har vi alle noget at finde tryghed i, hvis den varme favn er lidt ude af rækkevide, og hvis vi ikke selv er i stand til at bryde mønsteret og finde tryghed og omsorg i noget/nogen andre.

Nogen dage er selv den mindste og mest banale ting uovervindelig og kan få hele korthuset til at vælte. Da jeg var alene med pigerne, kunne det være et meget stort problem at få smurt de der par madpakker til dem... Min redning var pølsehorn - for det kunne jeg godt overkomme, en omgang dej og lidt pølser og så var der nemme madpakker til hele ugen. Men selvom det var hjemmebagt, og med fibre og alt det gode jeg kunne gøre, var det ikke altid velset i børnehaven... Men det var dér jeg kunne gøre tingene let for mig selv.

Tilgengæld var det selv samme børnehave der, lidt over et år efter jeg var blevet alene med pigerne, fortalte mig at de kun havde set positive fremskridt med pigerne efter det, og at de syns jeg gjorde det rigtigt godt... Det varmer sgu. Og selvom jeg aldrig et eneste øjeblik har været i tvivl om at det var det rigtige, er det bare dejligt med et skulderklap - dem har der ikke været for mange af! For mange var det nemmere at stille spørgsmål og dømme, end at støtte og se frem af.

Og når man så kommer ud på den anden side, føler sig stærk og klar til at erobre verdenen, og sværger at ingen nogensinde skal koste så man tårer igen... Så sker det alligevel igen, men man er blevet klogere, kan hurtigere se hvor man træder ved siden af, kan hurtigere mærke når man er ved at miste sig selv og gå på kompromis med sit indre jeg. 

Jeg håber bare at jeg er stærk nok til at holde fast i mig selv, være den jeg er og leve det liv der gør mig glad. Og skulle jeg til tider ikke være stærk nok - håber jeg at nogen husker at man kommer længst med skulderklap og støtte.

Familie forøgelse...

Denne dejlige lille pige slutter sig snart til vores familie... Hun hedder Nanna, og ved ikke hvor svært det er at tage billeder af hende når hun har krudt i numsen... Savner hende allerede. Der er lang tid til fredag. Men shhh... Pigerne ved det ikke, det er en hemmelig.

Published with Blogger-droid v1.6.8